Plejeforældre får vederlag. Vederlag og vilkår afhænger af det enkelte barns behov og er fastsat i individuelle kontrakter mellem kommunen - i København, Center for Familiepleje -og den enkelte plejefamilie. Det er ofte, men ikke altid sådan, at den ene af plejeforældrene må gå ned i tid eller helt holde op med at arbejde i en periode. Vederlag er således ikke løn, men en art kompensation for, at man som plejeforælder kan have reduceret mulighed for at være på arbejdsmarkedet. Det er derfor, at man kan opleve en reduktion af vederlaget, når barnet bliver større og ikke længere behøver så tæt voksenkontakt.
Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at plejefamilier i skattemæssig sammenhæng som udgangspunkt betragtes som lønmodtagere, da plejevederlaget udbetales og beskattes som A-indkomst.
Dækning af udgifter til kost og logi
Der er faste takster for kost og logi samt tøj- og lommepenge. Taksterne er bestemt af barnets alder. Derudover kan plejefamilien søge om at få dækket ekstraordinære udgifter til medicin, lektiehjælp, transport m.v. Alle disse beløb er skattefri.
Kontrakten med Center for Familiepleje
Når I får et barn i pleje bliver der udfærdiget en kontrakt, som bl.a. dækker:
- Vederlagets størrelse
- Aftale om opsigelsesvarsel
- Aftale om befordring
- Aftale om forsikringsforhold
- Tavshedspligt
- Skærpet underretningspligt
- Samtykke for videregivelse af oplysninger til Socialtilsynet (gælder dog kun generelt godkendte plejefamilier)
- Generelle regler og retningslinjer for plejefamilier
- Evt. andre økonomiske ydelser
Læs mere om plejefamilier kontraktlige vilkår